Dark and Stormy: opskrift, historie og bartendertips
Dark and Stormy
Med Pampero, Lime og Ginger Beer
06. november 2024
En klassisk cocktail, hvor den bløde smag af mørk rom kombineret med ingefærens krydrede kant skaber en velkendt, men samtidig eksotisk smagsoplevelse. En drink, næsten alle kan nyde. Her er vores bud på den perfekte og enkle måde at lave den på.
Historien bag Dark and stormy
Dark ‘N’ Stormy siges at være opstået kort efter 1. verdenskrig i Bermuda. Her eksporterede britiske søofficerer ingefærøl, som dengang blev brugt som kur mod søsyge. De begyndte at blande ingefærøllen med Gosling’s Black Seal Rum, hvilket skabte en smagfuld drink, der hurtigt blev populær.
Hvor kommer navnet Dark and Stormy fra?
Navnet kommer fra den oprindelige fremgangsmåde, hvor man først tilføjede limejuice og ingefærøl, og derefter lod mørk rom flyde ovenpå. Dette gav indtryk af en mørk stormsky, der ruller ind over et “hav” af ingefærøl.
Gosling, der var rommen bag de første Dark ‘N’ Stormy-drinks, har siden registreret opskriften, så kun Gosling’s Black Seal Rum må bruges, hvis man vil kalde drinken en Dark ‘N’ Stormy. Dette krav ignoreres dog ofte, og mange bruger derfor andre typer rom.
Udstyr
– Lowball/Rocks-glas
– Barske
– Jigger
– Urtekniv
Ingredienser
– 4 cl Mørk Rom
– 2 cl Limejuice
– 1 cl Ingefærsirup
– 1 dash Angostura Bitters
– 10 cl Ginger Beer
– Isterninger
Garnish:
– 1 Dehydreret limehjul
– Kandiseret ingefær
Valg af ingredienser
Ligesom i madlavning er det vigtigt at vælge gode råvarer for at opnå det bedste resultat. Valget af spiritus er derfor en nøglefaktor i en vellykket cocktail. Vi anbefaler at bruge Pamperos mørke rom til vores Dark ‘N’ Stormy, da den giver en god rundhed og balance i smagen.
Limejuicen bør være friskpresset for at sikre den bedste smag, da citrusjuice hurtigt mister sin friskhed og kan få en flad og bitter smag ved oxidation.
Ingefærsirup forstærker ingefærens krydrede kant og tilføjer samtidig en smule sødme til cocktailen. For optimal nydelse anbefaler vi store, klare isterninger.
Fremgangsmåde
Der er flere fortolkninger af, hvad der udgør den “stormy” del i en Dark ‘N’ Stormy. Mange mener, det er Angostura-bittersne, der flyder på overfladen, mens andre mener, det er den mørke rom. Af smagsmæssige årsager vil vi i denne opskrift ikke bruge et “float”.
Forberedelse:
Sæt den kandiserede ingefær på et cocktailspyd.
Metode:
I et lowball-glas tilsættes mørk rom, limejuice og ingefærsirup.
Tilføj et dash Angostura Bitters.
Fyld glasset med isterninger, gerne så de går lidt over kanten.
Fyld op med Ginger Beer, så der er cirka en lillefingerbredde til kanten.
Rør godt rundt med din barske, så siruppen fordeles i cocktailen.
Pynt med et dehydreret limehjul og den kandiserede ingefær.
Nu er det tid til at læne sig tilbage og nyde en iskold Dark & Stormy
Andre Opslag
Hvis du elsker at lave cocktials og læse om deres historie så kan du se flere opskrifter her: Cocktail Opskrifter eller følg os på instagram og følg med når vi oploader de nyeste opskrifter: instagram.com